Profil

Arctic Law Greenland ApS er et stærkt lokalt forankret advokatkontor, hvor samtlige medarbejdere bor og arbejder i Grønland. Dette betyder, at vi alle har en stærk tilknytning til Grønland, at vi kender landets styrker og udfordringer, og at vi alle har et godt og veludbygget netværk i Grønland. Dette betyder noget for vores rådgivningsmuligheder. Vi har på kontoret en meget bred erfaring og ekspertise inden for rådgivning af det grønlandske erhvervsliv, ligesom vi stiller os til rådighed for private interesser, da det hører med til at være advokatkontor i et samfund som Grønland.

Kontoret har siden 2022 har et fast og eksklusivt samarbejde med Gorrissen Federspiel i Danmark, hvilket giver os mulighed for at tilbyde endnu mere specialiseret rådgivning i større om mere komplekse sager.

Vi hjælper klienter i hele Grønland samt i Danmark og det øvrige udland. Vores kontor ligger i Nuuk, tæt på myndigheder, retsvæsen og nogle af landets største offentlige og private organisationer. Advokaterne bevarer og udbygger relationerne til klienter og samarbejdspartnere udenfor Nuuk, både i Grønlands øvrige byer og udenfor landets grænser, gennem årlige rejser i ind- og udland, og vi bestræber os på at være tydelige som en kompetent leverandør for personer, virksomheder og organisationer i hele landet.

Vi vægter professionalisme, ordentlighed og saglighed meget højt, vi har let til smil, og vi gør meget for at sikre, at vi har den bedste kollegialitet både internt og eksternt i forhold til samarbejdspartnere på andre kontorer, ved retsvæsenet samt ved fx offentlige myndigheder.

Udviklingen går hurtigt, og det er vigtigt, at vi hele tiden holder trit med den. Uddannelse og efteruddannelse er derfor forudsætningen for, at vi kan yde professionel rådgivning og området prioriteres meget højt for alle medarbejdere i firmaet.

Arctic Law Greenland sætter en ære i at levere kompetent og individuel rådgivning i forskellige sammenhænge, og laver derudover også omfattende pro bono arbejde som fx ekstra rådgivning til klienter i kriminalsager, frivillige vagter i den lokale retshjælp samt frivilligt og ulønnet arbejde i diverse råd, nævn og faglige organisationer.

Dette gør vi selvfølgelig af lyst, men også fordi det giver et indblik i det grønlandske samfunds sammenhængskraft og derfor en indsigt og dermed styrke i forhold til vores rådgivning i øvrigt.